Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/100

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


besiddende klasser, belært af sørgelig erfaring, denne gang la være at mindske sin efterspørgsel, saa den automatiske bræmse ikke paany faa anledning til at træ i virksomhed?

Umuligt! de kan det ikke, det er ikke gjørligt under den fri konkurrences regimente — og det er ikke vanskeligt at se.

Sæt, for at forenkle tingen, at befolkningens tal ikke øges, og heller ikke dens produktionsevne, og at man paa det givne tidspunkt ikke har spot af brug for andet eller mere produktions- og kommunikations-materiel end det man allerede har. At med andre ord produktionen, skjønt den lægger beslag paa hele befolkningens arbejdskraft, udelukkende gaar ud paa at frembringe forbrugs-artikler.

Nuvel, saalænge dette forhold vedvarer blir de besiddende klasser ikke en skilling rigere — deres formue øges ikke med en rød øres værdi. Thi hvad er det som foregaar? — De besiddende klasser kjøber for en sum penge den arbejdende befolknings arbejdskraft og frembringer ved hjælp af den alt hvad der gjennem efterspørgselen forlanges. Den del af det, som forlanges gjennem arbejdernes efterspørgsel, overgir de til arbejderne mod at faa tilbage de penge, der er betalt for arbejdskraften; resten, det de selv har forlangt gjennem sin egen efterspørgsel, blir altsaa tilbage som de besiddende klassers brutto-fortjeneste paa den hele produktions-forretning. Og vistnok deler de denne brutto-fortjeneste i to dele: det de beregner sig for sit arbejde, og det de kalder kapitalgevinst; men