blev dog tilbakelagt paa en merkværdig kort tid. Ved hjemkomsten klokken 2 om eftermiddagen ventet vi saa smaat at finde hele „gaardspladsen” fuld av folk; men ikke en levende sjæl viste sig. Selv Lindstrøm holdt sig haardnakket i skjul; han pleide ellers altid at være paa pletten, naar der kom fremmede til gaards. I den tanke, at vor ven muligens kunde ha faat et tilbakefald av sneblindhet gik jeg ind for at melde vor ankomst. Lindstrøm stod dog i bedste velgaaende ved sin komfyr, da jeg kom ind gjennem kjøkkendøren. „Fram” er kommet,” skrek han, før jeg endnu hadde faat lukket efter mig. „Fortæl mig noget jeg ikke vet,” sa jeg, „og vær desuten saa venlig at gi mig en kop vand, helst med litt saft i.” Det forekom mig nok, at kokken hadde et inmari grin i sit fjæs, da han bragte mig det forlangte; men tørst som jeg var efter den drøie marsj, ofret jeg foreløbig den læskende drik en væsentlig del av min opmerksomhet. Jeg hadde vel ekspedert det meste av en liter, da Lindstrøm med ett gik bort til sin køie og spurte, om jeg kunde gjette, hvad han hadde gjemt der. Der blev ikke tid til at gjette paa nogen verdens ting, før uldteppene i køien hoppet ut paa gulvet og efter dem hoppet en skjægget fant klædt i en islandsk uldtrøie og et par permissioner av ubestemmelig alder og farve. „Hallo!” sa fanten, og røsten var løitnant Gjertsens. Lindstrøm knegget av latter, mens jeg fik maapet mig færdig over den uventede aabenbaring; jeg var blit grundig overrumplet! Vi blev enig om at berede Johansen og Stubberud den samme overraskelse, og da de netop hørtes at rumstere ute i bislaget, dukket Gjertsen i en fart ned mellem uldteppene igjen. Stubberud hadde dog paa en eller anden
