maate anet uraad. „Der er flere end to i denne stua,” sa han i det samms han kom ind. Han blev derfor mindre forbauset end jeg ved at finde en mand fra „Fram” i Lindstrøms køie.
Da vi fik vite, at vor gjest hadde holdt til et helt døgn under vort tak, kunde vi gaa ut fra, at han i løpet av den tid av Lindstrøm hadde faat fuld besked om vore egne affærer. Vi var derfor ikke tilsinds at snakke noget om os selv for det første; vi vilde ha nyheter utenfra, og Gjertsen lot sig mere end villig pumpe. „Fram” var ankommet for to dager siden med alle mand ombord i bedste velgaaende. Efter at ha ligget ved iskanten et døgn stadig paa utkik efter de „indfødte”, var Gjertsen blit saa nysgjerrig efter at faa vite, hvordan det stod til paa „Framheim”, at han anmodet kaptein Nilsen om „landlov”. Den forsigtige skipper hadde nok nølet en stund før han gav tilladelsen; der var mindst 8 kvartmils vei ind til huset og sjøisen var gjennemfuret av en mængde tildels noksaa brede raaker. Tilslut fik dog Gjertsen sin vilje, og bevæbnet med et signalflag og en sælhakke begav han sig ivei. Det var faldt ham noget vanskelig at dra kjendsel paa omgivelsene i begyndelsen; det ene iskap lignet saa paafaldende det andet, og han hadde nok allerede saa smaat begyndt at tænke baade paa kalvninger og anden styggedom, da han endelig fik peiling av „Manhue”. Dermed visste han da, at „Framheim”s grundvold ikke hadde svigtet. Vel fornøiet hermed satte han nu kursen opover mot „Mount Nelson”, men kommet op paa toppen av den bakkekam, hvorfra utsigten til „Framheim” var aapen, hadde nok den ivrige speider følt hjertet synke i livet. Der hvor et aar i forveien vort nye hus
