Den næste dag, torsdag den 11. januar vil for altid staa spikret fast i vor erindring; den var bestemt til at bringe oplevelser av den slags, der aldrig glemmes. Opbruddet om morgenen foregik nøiagtig til den vanlige tid og nøiagtig paa samme maate, som det var foregaat saa mangen en god gang tidligere. Vi følte os temmelig sikre paa at naa frem til „Framheim” i dagens løp; men utsigten dertil var for øieblikket av mindre betydning. Under de nuværende forhold var teltlivet saa behagelig, at vort nedsnedde vinterhjem neppe kunde byde os noget bedre. Det, som denne gang gjorde, at hjemkomsten imøtesaaes med en viss fengsel og spænding, var muligheten av et gjensyn med „Fram”, og det tør nok være, at denne mulighet i høi grad la beslag paa vore tanker hin januarmorgen, skjønt ingen snakket stort om det.
Efter to timers marsj skimtet vi i kursretningen det saakaldte Vestre Kap ved indløpet til Hvalbugten, noget
