var plads nok til at krype paa maven. I „Krystalpaladset” og „Intendanturen” opbevartes alt vort skindtøi og desuten en hel del utstyr, som det var meningen at ta ombord i „Fram”, naar den og sydpartiet var ankommet. Hvis synkningen fik fortsætte, vilde det bli en langvarig historie at grave disse saker ut igjen, og for at ha det hele i orden besluttet vi likegodt med en gang at ofre nogen dager paa dette arbeide. Gjennem en 4 meter dyp brønd halte vi sneen op fra de to rum ved hjælp av taljer. Det var en drøi sjau; men da vi var færdig, stod ogsaa denne del av labyrinten like fin igjen. Dampbadet og snekkerverkstedet hadde vi foreløbig ikke tid til at befatte os med. Vi stod endnu til rest med befaringen av Hvalbugtens sydvestlige hjørne og det nærmest omliggende terræng. Paa en 8 dagers slædetur, som blev tiltraadt ved nytaar, streifet vi rundt i dette strøk, hvor vi overraskedes ved at finde den solide barriere opdelt i smaaøer, adskilt ved forholdsvis brede sund. Disse isolerte ismasser kunde umulig være flytende, skjønt dybden paa et par steder i sundene, hvor der var anledning til at lodde, viste sig at være stor — omkring 200 favner. For os stod det som den eneste rimelige forklaring, at der her maatte findes en gruppe lave øer eller i ethvert fald grunder.
Disse „Is-øer” om man kan kalde dem saa, hadde en høide av 90 fot og skraanet paa den største del av omkredsen jevnt ned mot vandflaten. Et av sundene, som skar sig ind i barrieren litt indenfor det Vestre Kap i bugten, fortsatte sydover og gik efterhaanden over i en smal revne. Vi fulgte denne, til den tapte sig 30 kvartmil inde paa barrieren.
