Side:Amundsen,Roald-Sydpolen II-1912.djvu/31

Vore proviantkasser og vort utstyr, som vi hadde sat igjen her forrige gang, var saa at si helt nedføket. Men det stod ikke længe paa at skuffe dem frem. Det første arbeide var at gaa løs paa sælen og faa hugget op til bikjene. De store herlige stykker kjøt med vedhængende spæk var det unødig at true paa dem. De tok godt for sig av rettene, og saalænge der fandtes noget opskaaret, saa tok de det, men naar det var forbi, generte de sig ikke for at gi sig ikast med selve „steken”. Det var en fornøielse at se dem, som de laa utover bakken og koset sig med sit kjøt. Det gik saa velsignet stille og fredelig for sig i begyndelsen. De var alle sultne og tænkte bare paa at stille den første hunger. Men naar det var gjort, var det ogsaa forbi med de fredelige forhold. Skjønt „Hai” kun var halvferdig med, hvad han hadde faat, maatte han dog først bort til „Rap” og ta fra den, hvad den laa og spiste paa. Dette kunde naturligvis ikke foregaa uten leven og skrik med den følge, at Hanssen viste sig paa stedet. „Hai” forsvandt da. Denne var et prægtig dyr, men forferdelig stivsindet. Hadde den engang sat sig noget i hodet, var den ikke god at faa fra det. Paa en av depotturene hadde jeg ved en anledning foret Hanssens hunder, „Hai” hadde i en fart sat sin pemmikan tillivs og vendte sig saa om for at se efter mere. Jo, ganske rigtig, der stod „Rap” og nød sin — netop noget for ham. En, to, tre sat han i nakken paa denne, tvang den til at gi fra sig sin mat og skulde saa til at godgjøre sig det selv. Imidlertid hadde jeg observert det hele, og før „Hai” rigtig visste det, var jeg paa nakken av den igjen. Jeg slog den over snuten med svepeskaftet og forsøkte at ta pemmikanen fra den. Men det gik ikke saa let. Ingen av partene