tvilsomt, om vi kunde finde det. Imidlertid klemte vi paa. Det var langt frem, saa vi behøvde ikke at ængste os for at kjøre forbi det. I zenit hadde det imidlertid holdt sig klart og vi hadde saa smaat haabet, at vinden og foken skulde slutte. Men saa heldig var det nok ikke. Det øket heller end det løiet. Paa Wistings slæde hadde vi vort mest prøvede distansehjul, et vi visste vi kunde lite paa. Han kontrollerte derfor distansen. Klokken 1½ eftermiddag snur han sig om til mig og gjør mig opmerksom paa, at distansen nu akkurat er utgaat. Jeg roper nu forover til Hanssen for at be ham bruke sine øine godt. Da — i samme øieblik dukker depotet frem nogen faa slædelængder til venstre for os. Det tegnet sig som et helt snepalads i den tykke luft. Det var en god prøve baade for distansehjul og kompas.
Vi kjørte opunder og gjorde holdt. Vi hadde tre vigtige punkter at finde paa vor vei sydover, — det første var fundet. Vi var alle glade og fornøide. De 160 km. fra „Framheim” og hertil var tilbakelagt paa 4 marsjer, og vi kunde nu hvile vore bikjer og gi dem saa meget sælkjøt, som de kunde orke at spise. Turen hertil hadde været ypperlig for vore dyr. De var nu alle — med en undtagelse — i fineste stand. Denne ene var „Uranus”. Vi hadde aldrig kunnet faa fedt paa den. Den holdt sig tynd og skranglete og ventet sin død ved depotet paa 82° s. br. Var „Uranus” spinkel at se til, saa var det synd at si det samme om „Jaala”. Stakkars liten. Trods sin tilstand strævet hun og fulgte med. Hun var flink og gjorde sit yderste, men var ikke hendes dimensioner avtat ved av gangen fra 82° s. br., saa maatte hun nok følge „Uranus” over i den anden verden.
