kameraters hengivenhet fra denne færd. Cigarene utdelte jeg senere, paa julaften, og fik dermed ogsaa et synlig tegn paa den høitid.
Efterat denne festmiddag paa Polen var tilende, begyndte vi forberedelsene til avreisen. Først blev det lille telt reist op, som vi førte med os for det tilfælde, at vi skulde blit tvunget til at dele os i to partier. Dette var sydd av vor flinke seilmaker Rønne og var av et ganske tyndt vindtøi. Det var graabrunt og meget let synlig mot den hvite sneflate. Til teltstangen var der surret en anden stang, saa den hele høide av denne blev ca. 4 meter. Paa toppen blev fastsurret et litet norsk flag og derunder en vimpel, hvori navnet „Fram” var malt. Teltet blev vel avstivet med barduner paa alle kanter. I teltet — i en liten pose — efterlot jeg et brev, skrevet til H. M. Kongen med oplysning om, hvad vi hadde utrettet. Veien hjem var lang, og saa meget kunde hænde, som kunde sætte os selv ut av stand til at berette om vor færd. Ved siden av dette brev skrev jeg en kort epistel til Scott, som jeg antok vilde bli den første til at finde stedet. Av gjenstande efterlot vi en sekstant med glashorisont, en hypsometerhylse, 3 renskindsfotposer, nogen kamikker og vaatter. Da alt var indlagt, gjorde vi os, en for en, en tur ind i teltet for at skrive vore navn paa en plate, som vi fæstet til teltstangen.
Vi mottok ved den anledning vore kameraters lykønskning med det gode resultat, for paa et par gule lærlapper, som var paasydd teltet under bardunerne, stod: „Til lykke med færden — og — velkommen paa 90°.” Disse gode ønsker, som vi pludselig opdaget, glædet os
