„Rosshav”. Det var atter et kritisk punkt at passere. Her paa grænsen mellem det aapne hav og drivisen danner der sig nemlig altid et belte av temmelig svær, tæt is. Er da sjøen i oprør, som tilfældet var denne gang, er beltet ikke hyggelig at passere igjennem. Hadde nu ulykken rigtig været ute og git dem stille paa dette sted, saa vilde atter en av de meget alvorlige situationer ha præsentert sig. Men heldigvis — vinden ikke alene holdt, men øket paa, saa de var nødt til at mindske seil. — Efter mange haarde knubs og støt rakk de endelig det aapne hav paa 67° 29’ s. br. og 159° v. l.
Opgaven var nu at komme baade syd og øst, saa de kunde række barrieren østenfor det sted, hvor de hadde forlatt den det forrige aar.
En tæt pakk strakte sig imidlertid mot S.O., og de blev nødt til at følge langs kanten av denne. Det var nu for langt paa aaret til at tænke paa at trænge ind i isen igjen.
Sterk vind og taake gjorde det imidlertid umulig at holde nogen bestemt kurs, og inden kort tid var fartøiene drevet vest av den 180. meridian i en bredde av 75° s. br.
Her smilte imidlertid lykken igjen de ihærdige reisende imøte i form av en frisk nordlig bris, som tillot dem at staa sydøstover. Og endelig den 19. februar forkyndte et kraftig isblink, at barrieren ikke var langt borte. Endnu engang skulde taalmodigheten prøves. Den nordlige bris sprang helt om paa syd og stoppet den raske fremgang.
Endelig — endelig — den 22. februar, med en god bris fra nord, lykkedes det dem at komme barrieren
