i sigte. Kursen blev straks sat mot øst, og haabet om at række barrierens østligste kap med aapen vei mot syd blusset atter op. Men denne seilads blev ikke langvarig. Ung og gammel is, frosset sammen til et uigjennemtrængelig hele, stoppet al videre fremgang og tvang Ross til at vende om.
Her rak Ross sin høieste bredde, 78° 9’ 30" og sin største østlige længde, 161° 21’ v. l. Barrieren var paa dette sted ca. 100 fot høi. Mot øst gik barrieren mot N.O., og paa enkelte steder var den ikke mere end 80 fot høi og man fik for første gang en rigtig god utsigt indover barrieren fra mastetoppen. —
Da Scott 60 aar senere opdaget Kong Edward VII’s land netop i disse egne, kan det ha sin store interesse at høre, hvad Ross saa fra mastetoppen. „Vi saa”, siger han, „at barrieren sagte og jevnt steg mot syd og gav os indtryk av antydning til meget høie fjeld, fuldstændig sneklædte. Men der er en slik uvisshet ved „antydning av land”, set paa større avstand, at jeg, trods mine kameraters og min egen næsten fuldstændige visshet for land i den retning, allikevel ikke vil risikere muligheten av et misgrep i en sak av saa stor interesse eller mulig heten av, at en av mine efterfølgere under heldigere omstendigheter skulde kunne bevise, at vort land var blot og bart „smørland”. Antydningen til skrugarer og forskjellige skyggedannelser, som kun kan forekomme paa en ujevn hvit flate, samt den høide det hævet sig til, er de væsentligste grunde til, at vi mener der maatte være land. Ikke den mindste flek av bar jord eller sten var at se noget sted. Jeg har derfor merket det paa mit kart som „antydning til land”.
