de gaat forholdsvis rolig rundt paa pladsen i hele vinter, men straks de nu kom i sæletøiene maatte de paa død og liv slaas. Endelig var alle mand klare, og avsted bar det. Det var første gang vi kjørte med forspand paa 12, saa vi var spændte paa utfaldet. — Det gik over forventning godt. Selvfølgelig ikke som „smurt”; men det kunde vi jo heller ikke vente den første gang. Nogen var blit for tykke i vinterens løp og hadde vanskelig for at følge med. For dem var denne første utflugt en strid tørn. Men de fleste var i ypperlig stand — fine avrundede former, ikke bollete. Det stod ikke lang tid paa at komme op kneiken denne gang. De fleste maatte vel ha en pust i bakken; men der var dem som klarte den uten stop. Her oppe saa alt ut, som vi hadde forlatt det i april. Flaget stod, hvor det sidst var sat og saa ikke synderlig medtat ut. Ja, hvad endnu rarere var, vi kunde se de gamle sporene vore sydover. Vi kjørte alle slædene vel op, spændte hundene fra og slap dem. Vi tok det for givet, at alle jublende vilde styrte hjem til kjøtgrytene. En stor del skuffet os heller ikke. Glade og muntre slog de ind paa tilbakeveien, og snart saa man isen bortover strødd med bikjer. De opførte sig ikke helt som artige barn. Paa enkelte steder la der sig som en taakedot over isen. Det var snerøiken, som stod om de kjæmpende. De var dog ulastelige ved tilbakekomsten. En halt hist og her kunde man ikke regne paa. Ved inspektionen om aftenen viste det sig, at 10 stykker manglet. Dette var besynderlig. Kunde de alle 10 ha gaat i sprækker? Det var ikke sandsynlig. — Næste morgen drog to mand bortover til startpladsen for at se efter de savnede bikjer. Paa veien passerte de over et
