kg. stykket, og veien op til overflaten var brat. En talje blev rigget op og ned; ved at hale og skyve paa seg de langsomt op i dagen én efter én. Vi drog dem bort paa pladsen ved instrumentburet for at faa en klar start fra huset. Hundene var spræke og gale og maatte ha veien fri. En kasse eller en stolpe, for ikke at tale om instrumentburet, vilde altsammen været gjenstande av yderste interesse, som de uvægerlig vilde lægge veien om, hvis de fik anledning til det. Kjørerens protester vilde de ha git en god dag. Hundene var ikke blit sluppet den morgen, og hver mand var nu i sit telt for at sæle paa. Imens stod jeg og betragtet de pakkede slæder, som stod der færdige til at begynde den lange reise. Jeg søkte at puste op en smule poesi — — „den aldrig hvilende menneskeaand” — — „den mystiske, grufulde isørken!” Nei det gik ikke. Det var vist for tidlig paa morgenen. Jeg sluttet mine bestræbelser efter at jeg var kommet til den overbevisning, at hver slæde mere lignet en likkiste end noget andet, sortmalt som alle kassene var.
Det var slik, som vi nok hadde tænkt os det. Bikjene paa randen av at eksplodere. For et mas, arbeide og leven det var at faa dem alle forspændt. De kunde ikke staa stille et øieblik. Enten var det en ven, de skulde hilse godmorgen paa, eller saa var det en fiende, de skulde dænge. Altid noget paafærde. Sparke i bakbenene, saa snerøken stod høit i veiret, og se utfordrende paa hverandre var gjerne indledningen til kvalm. Fik man øie paa dem i dette stadium, kunde man ved at gripe hurtig og bestemt ind forhindre den paatænkte batalje. Men en kunde jo ikke være allestedsnærværende, og følgen var en række av vilde kampe. Merkværdige dyr! Nu hadde
