de blev brukt av en kyndig haand. — Hanssen tok imot disse forskjellige bestanddele for at føie dem sammen og lage svepen. Som vanlig blev det gjort med al mulig omhu. Der blev lagt tre solide surringer paa hvert skaft og disse igjen indsydd i lær. Hanssen var ikke selv tilhænger av det tredelte hickoryskaft, men gjorde arbeidet uten indvending. Vi la vistnok alle merke til, at han i den tid, mot sedvane, tilbragte tiden efter aften oppe hos Wisting. Jeg spekulerte litt paa det der, for jeg visste, at Hanssen var svært glad i en whist efter aften og nødig vilde være den foruten, saafremt han intet forsømte. Ved en eller anden anledning kom jeg til at uttale min forbauselse over dette. Stubberud svarte da: „Dem gjør skafter.” — „Hvad slags skafter?” — „Svepeskafter.” „Men,” la Stubberud til, „jeg skal nu garantere disse hickory skaftene, som jeg skjærer. Solidere og seigere skafter kan ikke faaes.” Han var litt sær, det var tydelig at merke. Ideen var vist ogsaa hans. — Som man taler om solen o. s. v. Ind traadte Hanssen med en stor, fin svepe i haanden. Selvfølgelig lot jeg som jeg blev yderst forbauset. „Naa,” sa jeg, „endda flere sveper?” „Ja,” sa han, „jeg har ikke nogen tro paa dem jeg arbeider nu om dagen. Men her har jeg en, jeg kan stole paa.” Jeg skal indrømme, at den saa pen ut. Der var lagt klædning over hele skaftet, og man kunde ikke se, hvad skaftet var gjort av. „Men,” ind vendte jeg ganske svakt, „er nu denne likesaa sterk som de andre?” „Aa, hvad det angaar,” svarte han, „saa skal jeg gjerne risikere den mot hvilkensomhelst av de — —.” Ordet blev ikke uttalt, men det behøvdes heller ikke. Det var ikke til at ta feil av, at det var „fillesvepene”, han mente. Det
