Efter dette kom turen til underklærne. Det var ikke
den ting i skrædderfaget Wisting ikke klarte. I vort
medicinutstyr hadde vi to store bundter av det deiligste,
fineste lette flanel. Og av dette sydde han undertøi til
os alle. Det undertøi vi hadde med hjemmefra var sydd
av yderst tykt uldtøi. Vi var ængstelige for, at det skulde
bli for varmt. Personlig brukte jeg Wistings fabrikat hele
turen og vet aldrig, jeg har hat noget saa fuldkomment.
Saa hadde han soveposebetræk at sy og lappe, og snart
det ene og snart det andet. Nogen folk gjør indtryk av
at kunne gjøre alt mulig, og faa det fra sig i en fart.
Hanssen hadde sine dager vel besat, hændig og flink som han var. I slædefaget var han jo gammel kjendt og visste nøiagtig, hvad der skulde til. Der han var med kunde jeg altid være sikker. Han overlot aldrig noget til tilfældet. Foruten slædesurringen hadde han faat en masse ting i opdrag. Blandt andet skulde han sørge for at ha færdig alle nødvendige sveper, to til hver eller 14 i det hele. Stubberud skulde levere skaftene. I samraad med „De forenede” hadde jeg valgt et skaft bestaaende av tre smale spilrer hickory. Jeg antok, at naar disse blev forsvarlig surret og lærklædning sydd over surringene saa maatte de bli saa sterke, som man overhodet kunde vente at faa skafter. Meningen med at lave skaftet av 3 deler var den, at det skulde gi svigt og bøie sig istedenfor at brække. Et solid svepeskaft visste vi av erfaring ikke stod ret længe. Som sagt, saa gjort. Stubberud arbeidet skaftene og overleverte dem til Hanssen. Snertene var i vinterens løp arbeidet av Hassel efter eskimomodel. De var runde og tunge, som de skulde være, og farlige at komme i nærheten av, naar
