del vilde ha antat sin oprindelige farve — eller ikke farve. Det gjaldt altsaa at forbedre patentet. Som vi en dag sitter og drikker kaffe efter middagen sier pludselig en: „Men — om vi tok og sydde et yttertelt av køiegardinene?” Det smil som gled over forsamlingen var denne gang næsten medlidende. Der blev ikke sagt noget, men meningen var omtrent: Gud for en tosk. Likesom vi ikke allesammen hadde tænkt paa det for længe siden! Forslaget blev antat uten diskussion, og atter hadde Wisting et langt arbeide mer til de mange andre. Vore køiegardiner var mørkerøde og av et ganske let stof. Dette blev nu sydd sammen — gardin til gardin — og endelig blev saa det hele sydd fast til ytterteltet. Gardinene strak ikke til mer end ett telt. Men set ut fra det synspunkt, at noget er bedre end intet, fik vi være fornøide. Det røde telt, som nogen dager efter blev sat op paa bakken, vakte udelt tilfredshet. Dette maatte kunne sees mot sneen paa flere kilometer. En anden betydelig fordel var, at det vilde beskytte og bevare hovedteltet. Indvendig bevirket den blaa og røde farve forenet en mørk, behagelig belysning. Nu var der et andet spørsmaal, som forekom mig av vigtighet, og det var: hvordan nu beskytte teltet mot de ca. 100 løse bikjer? For vi vet jo, at der hvor 2 eller 3 bikjer er forsamlet, der — nu ja, der er det ikke godt at være telt. Vore hunder var ikke mere civiliserte end andre bikjer, og man maatte ta sine forholdsregler. Blev teltet stivt og sprødt, kunde det gjerne brække, og det hele ødelægges paa kort tid. Og vore fordringer til teltene var ikke smaa. Vi vilde, at de mindst skulde greie 120 dager. Jeg lot derfor Wisting sy to teltbeskyttere eller som de senere blev kaldt „garer”. En
