saadan „gar” bestod simpelthen av et stykke „Gabardine” saa langt, at det kunde strækkes helt rundt teltet og som et gjærde hindre bikjene fra at komme i direkte berøring med teltene. „Garene” blev sydd med hemper i, saa man kunde strække dem ut paa skistavene. De saa gilde nok ut, da de var færdige, men kom aldrig til anvendelse. Vi fandt nemlig, straks vi begyndte turen, et stof, som egnet sig endnu bedre og som altid var forhaanden — sne: Tosken, det visste vi jo alle det. Vilde bare ikke si det. Nu ja — det var altsaa et underlag. Garene kom imidlertid vel med som reservetøi paa turen og meget var det, de blev brukt til.
Dernæst hadde Wisting vindklær at sy til alle mand. De vi hadde, viste sig for smaa, men de han arbeidet, blev da store nok. Jeg skulde da makelig tat to til med i mine bukser! Men slik maa de være. Alt maa være saa i disse egne. Man gjør snart den erfaring, at alt som er rummelig, er varmt og behagelig. Mens alt, som er trangt — fottøi naturligvis undtat — er varmt og ubehagelig. Man gaar sig snart sved og ødelægger tøiet. Foruten bukser og anorak av let vindtøi, som disse blev sydd av, sydde han ogsaa strømper av samme sort. Jeg antok, at disse strømper — fordelt mellem de øvrige strømper man hadde paa foten — vilde virke isolerende. Meningene herom var meget delte. Men baade jeg og mine 4 ledsagere paa polfærden maa erklære, at vi aldrig vilde gjøre en alvorlig tur uten disse. De utrettet akkurat det, som de var beregnet paa. Rimet satte sig av i store mængder paa dem og var let at børste av. Blev de vaate, kunde man let og næsten under alle veirforhold tørke dem. Jeg kjender intet stof, som tørker saa fort
