farve. Vi blev hurtig enige om, at et mørkt farvet telt var det bedste. Og det av flere grunde. Først og fremst som en øienmedicin. Naar man hadde fartet ute paa den glitrende barriereflate hele dagen, vilde det være en lise for øinene at komme ind i et mørkt rum, det skjønte vi. Dernæst og ikke mindst vilde den mørke farve gjøre teltet betydelig varmere, naar solen var oppe. Derom kan man hurtig overbevise sig ved at gaa i mørke klær i solsteken og saa senere bytte med hvite. Og saa tilslut — et mørkt telt vilde være langt lettere at se paa den hvite flate end det lyse. Efter at alle disse spørsmaal var drøftet og det mørke telts overlegenhet indrømmet, stod vi dobbelt hett i det, for vore telter var netop meget lyse for ikke at si hvite, og muligheten av at opdrive mørke var ikke synderlig stor. Vi hadde vistnok nogen meter mørkagtig „Gaberdine” eller let vindtøi, som vilde ha egnet sig ganske fortrinlig til dette øiemed, men hver en fot og hver en meter av det hadde for længe siden faat sin bestemte anvendelse, saa der kom vi ingen vei. „Men,” sa en — og han saa yderst lur ut — „har vi ikke blæk og blækpulver, saa vi kan farve teltene mørke?” Jo selvfølgelig. Vi smilte allesammen overbærende. Saken var jo saa soleklar, at det næsten var taapelig at nævne det, men allikevel —. Manden blev tilgit sin taapelighet og en farveanstalt oprettet. Wisting overtok ogsaa hvervet som farver og skilte sig saa bra fra det, at inden ret længe stod der to mørkeblaa telter paa bakken istedenfor de hvite. De saa vistnok bra ut nu — nyfarvet som de var — men spørsmaalet var, hvordan de vilde se ut, naar de hadde faat en eller to maaneder paa baken. Den almindelige mening var, at de sandsynligvis for en stor
