var intet mindre end en halv ton skytebomuld og geværammunition, — en noget ubehagelig, men derfor likefuldt nødvendig bestanddel av vor utrustning. Foruten at ta ombord ammunition benyttet vi anledningen til at komplettere vor vandforsyning. Da dette var gjort, drøide vi ikke med at komme avsted. Da vi passerte orlogsfartøiene, som laa paa havnen, mandet de rær, og musikken spillet fedrelandssangen. Utenfor „Vealøs” hadde vi den glæde at faa vinke et sidste farvel til en mand, som ekspeditionen altid vil staa i taknemmelighetsgjæld til, nemlig underdirektøren ved verftet, kaptein Chr. Blom, som med aldrig svigtende interesse og elskværdig forekommenhet ledet de omfattende reparationsarbeider paa „Fram”. Han gled forbi i sin seilbaat; om han fik et hurra husker jeg ikke. Fik han det ikke, var det en feil.
