Side:Amundsen,Roald-Sydpolen I-1912.djvu/213

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


anledningen til at ønske enhver især tillykke, og tilslut forenet vi os alle i et „Gud bevare Kongen og fedrelandet!”

Saa fulgte opbruddet. Sidste mand i baaten var næstkommanderende. Han kom bevæbnet med en — hestesko. Efter hans mening er det ganske utrolig, hvad der følger av lykke med en gammel hestesko. Muligens har han ret. I ethvert fald blev hesteskoen forsvarlig spikret til masten i „Fram’s” salong, og der hænger den endnu.

Ombord gik vi ufortøvet igang med at lette anker. Bolindermotoren surret, og den tunge kjætting raslet ind gjennem klydset. Præcis klokken 12 midnat slap ankeret sit tak i bunden, og netop idet 7. juni rullet ind over os, stod „Fram” for tredje gang utover Kristianiafjorden. To ganger hadde en flok dristige mænd bragt dette skib tilbake med hæder efter aarelang utfærd. Skulde det være os forundt at opretholde de ærefulde traditioner? Det var rimeligvis den slags tanker, som grep de fleste av os, mens vor skute gled henover den blikstille fjord i den lyse sommernat. Begyndelsen blev gjort under 7. junis tegn. Det blev tat som et løfterikt varsel; men ind blandt de lyse tillidsfulde forhaabninger snek der sig en skygge av vemod. Liene, skogen, fjorden, alt var saa daarende fagert og saa kjært. De lokket og drog; men dieselmotoren kjendte ingen barmhjertighet. Den tøffet og tøffet brutalt gjennem stilheten. En liten baat, som rummet nogen av mine nærmeste slegtninger, sakket agterut litt efter litt. Et par hvite lommetørklæder skimtedes i tusmørket, — — farvel!

Næste formiddag fortøiet vi paa Hortens indre havn. En uskyldig utseende lægter kom straks efter paa skutesiden. Lægterens last var ikke fuldt saa uskyldig. Det