overveie situationen nøie imorgen. Tiden begynder at bli knap; provianten likesaa.”
3. januar: „Avsted klokken 6.55 formiddag i ÷22° C. Det har ikke lykkedes os at gjøre mere end 5 kvart mil i formiddag i dette slemme terræng. Forholdene noget bedre i eftermiddag. Gjorde da 6 kvartmil. Vor bredde er 87° 28’; høiden 11 220 fot over havet. Imorgen maa vi risikere at lægge et depot og gjøre et forsøk paa at række frem; men allikevel, hvis dette terræng fortsætter, vil det ta to uker at greie det.”
4. januar: „Enden er nær. Vi kan ikke fortsætte mere end tre dager til, for vore kræfter svinder hurtig. Knap kost og kuling fra syd med snefok og en temperatur av÷26° C. har tydelig latt os merke, at vi har præstert vort yderste. Ved middagstid var vi saa medtat av kulde, at tre av os hadde en temperatur under 34.4° C.
Vi strøk ut klokken 7.40 formiddag efter at ha utlagt et depot paa denne uendelige slette. Alene de fortvilede forhold kunde retfærdiggjøre et saa risikabelt skridt. Jeg indhentet paa forhaand mine kameraters samtykke. Bambusstaven — en av vore teltstave med en liten flagbit paa — saa sørgelig liten ut. Vi tapte den av syne efter 1/2 times marsj og har nu bare vore spor at gaa efter paa tilbakeveien. Vi har gjort 12 1/2 kvartmil idag, og det kjendes tungere at trække de 35 kg. pr. mand, vi har nu, end det var at trække de 125 kg., som vi begyndte med. Jeg tar dette for et tydelig bevis paa de stadig svindende kræfter. Det værste vi har at kjæmpe mot er høiden — 11 200 fot — og den bitende blæst. Vore ansigter er meget medtat av frosten, og vore hænder og føtter er altid paa nippet til forfrysning.
