det maatte ende med Undergang og Ødelæggelse; og saa vidste hun intet videre om Sammenhængen. Men det var nok ikke saa, at hun havde noget imod Personen; tvertimod: jeg har en liden Mistanke om, at hun har havt et godt Øie til dig fra det første hun saa dig.
Nei, kann det vera sant! — (Til Inga). So det var ikkje so reint av Hjartat, at du svar’de Nei?
Nei.
Og so er det meir Von, at det er av Hjartat, naar du svarar Ja?
Ja.
Man kan da ogsaa see, at dette er af Hjertet. Der er saa gode Mærker, som nogen kan forlange. — Jeg maa sige at jeg er ret inderlig glad over dette. Det var et meget godt Raad, eller rettere sagt: en meget heldig Plan. Vi kunde ikke have kommet til nogen bedre Endskab, eller med andre Ord: til et mere fordelagtigt Resultat. Og nu tænker jeg nok, at vi skulle forliges om de øvrige Sager ogsaa.
Ja, no vonar eg, at me kunna laga det so, at kvar er nøgd paa si Sida. — Men no vilde eg berre, at han Olav og ho Gunnild skulde vera her.
Ja! (Ser seg um). De er vist ikke langt borte. Jeg syntes jeg saae dem nu i Ølieblikket begge to. — Der er de netop. Kom hid, godt Folk!
