Side:Aasen - Ervingen.djvu/43

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent
45

Inga.

Nei, men eg høyrde, du tykte sjølv so illa um honom.

Hermann.

Aa! Nu forstaar jeg. Det var den Gang det. Jeg skal sige dig: jeg kjendte ikke Manden endda. Jeg var bare i slet Humør og meget ærgerlig over, at han skulde komme hjem netop nu paa denne Tid, Han har nu engang Retten til dette Bosted, saa han gjerne kunde jage os ud herfra, hvis han ellers har Penge til at klare sig med. Men derfor er Manden lige god; det er da ikke nogen Feil, at han er sin Faders Arving. Og saa har jeg siden lært ham bedre at kjende og har derved faaet de bedste Tanker om ham. Det er en kjæk og dygtig Mand, en prægtig Karl. Og jeg har ogsaa fundet, at han har en udmærket god Tænkemaade eller med andre Ord: en ædel, en nobel Karakteer.

Inga.

Aa! det var ei Synd, at eg ikkje visste, det.

Hermann.

Bi lidt! Jeg skal forklare ham Sagen. Jeg tænker nok, at han kommer igjen.

Inga (glad).

Ja, men daa vil eg svara Ja.

Hermann.

Ja, gjør det, Barn; det er det bedste for os alle sammen. — Hvor er han? Naa! — (Til Aamund). Hør nu: det var, som jeg tænkte; det varen Misforstaaelse. Hun havde nylig hørt, at du skulde være min Uven, og at der var en forfærdelig Strid imeilem os, saa at