Side:Aasen - Ervingen.djvu/28

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent
30

det vera, kvat Slag det no er; kann henda det er nokot, som inkje dei andre vita. — Aa nei, d’er daa syrgjelegt, at ein skal vera nøydd til aa tenkja illa um den, som ein trudde best av alle. (Gjeng).

Ellevte Koma.
Hermann. Aamund.
Hermann (aaleine).

Jeg anker paa, at jeg ikke kom til at tale mere med ham. Det første Bekjendtskab lovede ikke noget godt. Det er en dristig, næsviis Knegt; og saaledes er nu disse Karle, som have været udenlands. De have ingen Respekt for Dannelsen; de indbilde sig at være jævngode med en af os. Men vi faa see til at holde dem nogle Skridt fra Livet. — See der kommer han igjen. (Til Aamund). Naa, du gaar og ser dig omkring. Ja, nu kan du da see, at Gaarden er i en anden Stand, end den var før.

Aamund.

Aa ja, men eg vilde no helder, at han skulde vera i same Stand som fyrr.

Hermann (argad).

Saa? Det kan jeg tænke! Det skulde være, som han Faer og han Bestefar havde det. Det var naturligviis galt, at man skulde gjøre et Fremskridt, en liden Afvigelse fra den gamle Slendrian. Man burde endnu en Stund have Leilighed til at glæde sig ved det gamle Svineri.

Aamund.

Aa, det var no ikkje alt so galet med det gamle Bruket helder. Der var ymse Aakrar og Engjer og