Gjærderne hist og her paa Gaardene Vagtilde, hvorom de leirede sig, drog af sine Støvler, varmede sine forfrosne Ben og sovnede ind, medens deres Heste stode opstillede langs Husvæggene og tærede sit Foder.
Samme Aften sildig, som de Svenske kom til Norderhov, ankom de 3 norske Kompagnier til Steen, hvor de kunde se de Svenskes Vagtilde paa Gaardene omkring Kirken og senere vel ogsaa erholdt Annas Underretning. Lieutenant Collin blev strax udsendt for at speide og fandt Formodningen om Fiendens Ankomst til Norderhov at være rigtig.
Her opstod da naturlig Spørgsmaal, om hvad der skulde gjøres. Den Høistkommanderende, Major Kaas, som bar Ansvaret og fandt sig i samme Stilling som Kruse ved Høland, kunde rimelig sende det betænkeligt med 3 norske Kompagnier at angribe 7 svenske, og klogest at oppebie Oetkens og de øvriges Ankomst, for saa i Forening at angribe Fienden. 7 Kapitain Sehested skal derimod have raadet til modigen og strax at angribe de adspredte, uforberedte og sovende Svenske, og med hans Anskuelser stemte ei blot de øvrige Officierers, men ogsaa de menige Dragoners Ønsker, hvoraf flere vare fra Ringerike, og i Vagtmester Thor Hovland fandt en kjæk Talsmand, der tilbød sig at være Veiviser, da han kjendte hver Stok og Sten paa Veien. „Derpaa besluttede vore Officierer samtlige ikke at bie efter de andre, men strax at angribe“[1]. I rask Trap gik det nu opad den stærkt tilfrosne Stensfjord. I Spidsen red Thor Hovland og en anden Ringeriking, Paul Putten[2]. Da de nærmede sig Prestegaarden sprængte de
