vel af yderste Kræfter for at slukke, men det var forgjeves. Inden kort Tid stod den østre Side af Fredrikshald i lys Lue. Da samtidig Kuglerne fra Fæstningen og Stykprammen vedbleve at feie Gaderne og Landsberg gjorde et Udfald fra Fæstningen[1], blev de udmattede Svenskers Stilling høist betænkelig. Carl vilde længe ikke vige, men tilsidst lykkedes det dog Rutger Fuchs at faa ham dertil[2]. Det gjaldt nu at komme ud af den ulykkelige By, hvor Jammerraab og Veklager løde fra hans saarede Folk og mange af Byens Indvaanere, der omkom i dette Flammehav. Den afskaarne Bro over Tistedalselven blev i Hast gjort brugbar, men under Kugleregn fra Fæstningen, hvorved mange Norske ogsaa omkom, da de Svenske tvang deres Fanger til at udføre dette farefulde Arbeide[3]. Carl, som under Kampen i Byen stedse havde været blandt de Første, var nu blandt de Sidste, idet han dækkede Tilbagetoget. Han førte med sig under Vagt Hans Colbjørnsen og Jens Munk, men da den første kom paa Broen kastede han sig ned, som om han var saaret, sprang i Vandet og svømmede hen under en Brygge, indtil Faren var forbi[4]. Munk maatte derimod følge med til Hovedkvarteret Torpum. Kongen maatte selv berømme Haldens tappre og udholdende Forsvar. Han sendte ogsaa næste Dag Munk tilbage, idet han forærede ham en Hest med Sadel og en kostbar Kaarde[5].
Da de Svenske vare komne over Broen, samlede de sig atter, men da Fæstningens Kugler ogsaa her forfulgte dem, brøde de alle op til Torpum. For at skjule Tilbagetoget eller for at gjengjelde Fredrikshalds Borgere deres varme Modtagelse, afbrændte de Byens vestre Side.
