De Svenske kjæmpede den hele Tid med sædvanlig
Tapperhed og Udholdenhed. Da Stykprammen tilføiede
dem stort Folketab, søgte de et Par Gange ved opførte
Kanoner at bringe den til Taushed, men forgjeves. Selv
Kvinder deltoge i Forsvaret. En Tjenestepige, Olau, fornaglede
en Kanon og kastede Kuglerne i Søen, inden de
Svenske kom tilbage for at bruge dem. Da Klokken var
henved 6om Eftermiddagen, fandt Peder Colbjørnsen,
hans Svoger Peder Wærn og flere Borgere, som havde
tyet op til Fæstningen, at det nu var paa Tide at gribe
til ethvert Middel for at faa stukket Byen i Brand. P.
Colbjørnsen leverede derfor Skipper Ole Trulsen, som fra
Stykprammen var sendt op til Fæstningen for at faa
mere Ammunition[1], et Par Begkrandse til Afbenyttelse.
Disse bleve leverede til den nævnte Pige og en anden,
som med dem antændte Hans Colbjørnsens Gaard paa
Torvet (den stod omtrent, hvor Toldboden nu staar), hvor
flere brændbare Sager vare samlede[2]. Inden kort Tid
stod Huset i lys Lue. Peder Colbjørnsen fik ved Opmuntring
og en Gave af 10 Rdl. sin Tjenestedreng Anders
Brynildsen til at stikke hans og hans Morbroder
Niels Stubs Gaarde i Brand. Ved Mod og Klogskab
lykkedes det ham ei blot at udføre dette Hverv, men endog
at faa en tændt Begkrands slynget ind i Walckers Hus.
De Svenske med deres Konge i Spidsen anstrengede sig
- ↑ Even Kraft fortæller„ at Kommandanten negtede at udlevere Krudt og Kugler, men at han paa eget Ansvar gjorde det, ligeledes at han bevægede Kommandanten til at afslaa den forlangte Vaabenstilstand, idet han gjorde opmærksom paa, at de Svenske vilde benytte den til at opbryde og plyndre de brandfri Kjeldere, hvori Borgerne havde forvaret deres kostbareste Eiendom. Jfr. Rist 93. Gjessing IV 331.
- ↑ Top. Journ. IV 50. Rist 91.
Carl yttrede: „Det skader Intet, Herren bevarer sin Salvede.“
