en god Morgen, traadte hen til den 1. Lekties Hører, Ole Thulesius, som Dagen forud af Rektor var indsat, og spurgte ham, hvo han var og hvorledes han var kommen der. Høreren svarede: „Kæm? æg? æg e Hørar heer me Læksa, æg”, og at Rektor havde antaget ham. Bispen siger: „Jeg ved intet deraf, gaa straks paa Døren!“ Den anden blev ved at beraabe sig paa Rektors Vokation, og at han intet havde forseet sig og kunde derfor ikke forlade sin Plads. Biskopen siger atter: „Gaa straks paa Døren! Vil I ikke lyde min Ordre? Vil I være opsætsig? I maa ikke ræsonnere eller spørge mig om Ræson! Sker Eder Uret, kan I klage mig for Kongen; men jeg er her supremus censor, og min Ordre bør I følge. Jeg befaler Eder atter: Gaa paa Døren!“ Men Høreren var ubevægelig som før. Rektor, som imidlertid havde staaet en Tidlang og hørt paa denne Disput, træder da frem og beder Biskopen, at Høreren maatte blive, og at Rektor hellere, om der var begaaet nogen Forseelse, maatte tiltales; i det mindste maatte dog gives bemeldte Hører nogen Sag, førend han saaledes kunde vises Døren. Rektor formente og, at Hans Majestæts Lov udtrykkelig befaler ham at antage Hørere og alene at spørge Sognepresten om deres Dygtighed, hvilket han og angaaende denne Hører havde gjort. Biskopen svarede strengeligen som før: at Rektor burde lyde hans Befalinger, og at
