han ei burde være Hørerens Advokat, og at her var ingen Rettergang at disputere udi; han skulde nok lære ham at forstaa Loven ret. Rektor maatte hertil svare, at han herudi var sin egen Advokat, og formente han, at det var ham lige saa vel her som andetsteds tilladt at svare for sig. Ellers vilde han gjerne lyde Biskopen i alt det, ham som en Biskop befalet er. Biskopen bliver dog imidlertid ved at vise Høreren paa Døren, som dog uagtet alle Trusler og Befalinger ei vil forlade Pladsen“.
Nu var samtidig med Thulesius’s Ansættelse den tidligere Hører i Første-Lektie bleven ansat som Hører i Anden-Lektie; det var saa Skik og Brug ved Forfremmelser inden Skolen. Til denne Hører, der hed Peder Hagerup, henvender Biskopen sig nu og befaler ham at gaa ned i Første-Lektie igjen. Men heller ikke her fandt Hans Høiærværdighed den Lydighed, han krævede, endda Befalingen gjentoges en halv Snes Gange. Da han saa, at han ingen Vei kunde komme med Peder Hagerup, tog han igjen fat paa Thulesius.
„Biskopen angriber paany Første-Lekties Hører med forrige alvorlige og tydelige Befaling, at han straks skulde gaa paa Døren: „Vil I gaa paa Døren, siger jeg!“ Høreren svarede: „Koor ska æ gjøra a mæg da?“ Men atter blev nogle Gange repeteret: „ Vil I gaa paa Døren, siger jeg!“ Høreren svarede: „Æg kan da sagt læs for de heer fiir Gutan, veit æ!“ Biskopen fore-
