Thulesius, hvad han takserede ham for og hvad han takserede sig selv for.
„Jeg skal hen til den Knegten*“, raabte han, saa det igjen kvak i Kjærringerne. „Han vil hindre mit Barn, som kan saa vel læse, fra Altergang! Han er en syndig Prest! Han burde ikke være Prest for Fattigstuekjærringerne; men i Helvede burde han være Prest!“
Saa bar det opover til Hr. Thulesius’s Gaard med ham.
Da han kom ind i Prestens Stue, var han i Begyndelsen ret høflig; men snart havde han slaaet over i en anden Toneart, og Thulesius endte da Audiensen med at lukke Døren op paa vid Væg og bede Læseren om at pille af. Jyderup efterkom Opfordringen; men i det samme han stak ud af Døren, greb han den gamle Prest i Brystet og slængte ham mod Væggen i hans egen Stue. Derpaa slog han Døren i, og idet han gik nedefter Gaden til sit Hjem, raabte han høit, saa Folk stansede op og saa efter ham, at slig skulde han have det, den Asenpande, den syndige Prest, den Hundsvott, den Abekat, den Hund, den ...
Og da han gik forbi en Kjending, kakkede han paa Ruden til ham og raabte ind, at nu havde han taget Presten Thulesius slig, at han rent havde tabt Herredømmet over sig selv. Det uhøviske Udtryk, han herunder brugte, lader sig imidlertid ikke gjengive.
