Ved Hjemkomsten til Fattigstuen udtalte
han til Lemmerne: „Nu har jeg været hos Hr.
Thulesius. Han skal ikke blive betroet at lægge
Haand paa mit Barn. Han har spurgt hende
af en gammel Bog, som hun ikke har læst. Han
bær sig ad som en Abekat, det Afskum, han er“.
Det var enkelte af Fattigstuelemmerne, som mente, at Jyderup maatte have taget sig en Taar over Tørsten, siden han kunde tage slig paa Vei. Usandsynligt er det jo ikke, at han saa havde gjort; men han var dog ikke mere drukken, end at han maa have havt fuldkommen Rede paa sine Handlinger.
Hr. Thulesius indgav straks Klage til Fattighusets Direktører; men da han nærede sine Tvil, om disse vilde tage Sagen, saaledes som den efter hans Formening burde og skulde tages, overgav han den 28. Oktober Sagen til Byfogden.
Til Selvforsvar lagde nu Jyderup paa sin Side an paa at faa bevist Rigtigheden af sine Udtalelser om, at Thulesius var en syndig Prest; han fik et Par Kvinder, som havde været tilstede, da Hr. Thulesius forberedte Maria Ludolfs til Nadveren, til at vidne, at de havde hørt og seet Thulesius bande og slaa sig paa Knæet af Arrighed over den gamle Kones Svar. Men han kom ikke nogen Vei dermed. Alle de andre, som havde været tilstede, var samstemmige i sine Prov, der gik ud paa, at Thulesius ikke havde baaret sig saaledes ad, og at Jyderups Vidner
