En Gang skal Klokkeren virkelig have indgivet
Klage til Biskopen over Hr. Thulesius.
Denne havde nemlig Klokkeren mistænkt for, at
han ledede Skriftefolkene fra ham og til de andre
Prester, og han formanede derfor Graveren til
at vise frem de Menighedslemmer, som vilde gaa
for ham. Paa Hass’s Klage erklærede da Hr.
Thulesius, „at han ikke havde fornærmet Monsieur
Hass, tvertimod havde han villet skaffe ham en
Lettelse i hans Kaldspligter, saasom det var
bekjendt, at Monsieur Hass var en haltende
Person“.
Det fortaltes almindelig blandt Folk, at Presten Bruun ved Tugthuset var ilde ude for Hr. Thulesius, engang han forrettede i Byens Kirke. Det heder, at Hr. Thulesius efter Forretningen skal have dunket ham ganske alvorlig mod det store Skab i Sakristiet, og at han vedblev at ryste ham, til Folk kom den mishandlede til Hjælp. Det tager sig jo stygt ud; men jeg tror ikke, det er sandt, – ialfald ikke paa den Maade, Folk fortæller det. Jeg har ikke fundet Spor til, at et saadant Overfald er foregaaet, hverken i geistlige eller verdslige Retsprotokoller.
Derimod tror jeg gjerne, at han har pudset af Stiftsprovst Lumholtz paa en Maade, som Folk længe gottede sig over. Engang skulde Lumholtz, Thulesius og flere andre Prester gaa ind af Sakristidøren paa en og samme Tid. Hr. Thulesius var første Mand ved Døren; men han traadte
