bukkende tilside for Stiftsprovsten med de Ord: „Bjeldeoksen først!“
Det var i gamle Dage gjerne Tilfældet, at man i hver By og Bygd havde en eller flere Originaler, som de Indfødte kunde drive Frispas med. Men vel at merke: kun de Indfødte. Kom der en udenbyes eller udenbygds Mand og indlod sig paa den samme Halløi, slap han temmelig brændt fra det. I et saadant Tilfælde følte det hele Samfund sig krænket i sin egen Originals Person, og det reiste sig mod Fornærmeren i al den solidariske Retfærdigheds Vrede.
Det var vel nærmest paa denne Maade, Kristianienserne opfattede sin Sjælesørger, Hr. Thulesius.
Saa fuldkommen det var i sin Orden, at den første den bedste Haandverksmester, der havde sit Borgerskab der i Byen, kunde have frit Lov til at drive op med sin hidsige Sjælesørger til almindelig Laatt og Løie, ligesaa urimeligt var det i enhver nogenledes agtværdig Kristianiamands Øine, at en Fremmed kunde lade sig narre af den nedsættende Omtale, hvorfor den kjære originale Prestemand var Gjenstand, til at vise ham aabenbar Haan for egen Regning. Og da det den eneste Gang, det kan sees at være hændt, tilmed var en sølle Jyde, som indlod sig paa det, saa var det ikke at bede for andet, end at han maatte blive knust under det Skred,
