Klokker Hass, som Traditionen lader Hr. Thulesius leve i stadigt Fiendskab med, havde en Gang udtænkt en meget raffineret List til at blive den brysomme Sjælehyrde kvit. Da han under Gudstjenesten skulde iføre Hr. Thulesius Messehagelen foran Alteret, hviskede han til ham, saa ingen anden hørte det: „Ptro! Staa stille, Blakken, medens jeg lægger paa dig det hellige Skaberak!“ Dette var selvfølgelig som at komme med tændt Lys bort i Krudt. Hr. Thulesius glemte baade sig selv og det Sted, hvor han stod, og langede Klokkeren en vældig Dask under Øret. Det var fuldt op af Vidner paa, hvorledes Presten forgik sig; men ingen havde hørt, hvad Klokkeren hviskede først.
Endelig har man ogsaa en tredie Fortælling om, at Hr. Thulesius havde sin Hustrus Forbøn hos Majestæten at takke for, at han blev siddende i sit Embede til Trods for sin Optræden overfor Klokkeren. Men hvad man end vil sige om de anførte Verkstedshistorier, saa har dog denne i det mindste ikke Spor af Grund for sig. Den er pur Opdigtelse og lumpen Løgn fra Ende til anden.
„Det ryger ikke, med mindre der er Varme“, siger et gammelt Ord, og saa forholder det sig nok ogsaa med den Stilling, Klokker Hass og Hr. Thulesius indtog overfor hinanden.
