har naturligvis prøvet sig frem, hvorvidt det gik an at lægge til noget af sit eget.
Selve Begivenheden er i Aarenes Løb for- længst gaaet i Glemme. Men den verserende Fortælling om den skulde ikke forstumme, før den i Traditionen havde afsat en rigtig frodig Underskog af Aflæggere, der endnu den Dag idag fryder sig ved den bedste Trivsel. Den ene af de endnu hyppig fortalte Historier knytter sig øiensynlig til Hr. Thulesius’s Optræden i Kapitelet overfor Hr. Cornisch, en anden staar i Forbindelse med den Forhandling, som han i Koret førte med Klokker Hass.
I den første berettes om, at Hr. Thulesius engang gav Hr. Cornisch et Ørefigen i Klokker Hass’s Nærværelse. Herom skulde den sidste have aflagt følgende Vidnesbyrd: Hr. Thulesius gik op og ned paa Gulvet i Sakristiet og slog sig i Hænderne, saa det klaskede. Idet han gik Hass forbi, dreiede han paa dennes Paryk, saa den vendte bag frem og Nakkehaarene skjulte hans Øine. Næsten i samme Nu hørte Klokkeren et nyt Klisk-Klask, og da han igjen havde faaet snuet paa Parykken, saa han havde Øinene fri, gik Hr. Thulesius ligesom før og klaskede i Hænderne.
Den anden Skrøne er plumpere endda, men har tydelig nogen Berøring med hans Udtalelser i Koret og hans Appel til Klokker Hass. Den tager sig saadan ud:
