Ogsaa Hr. Cornisch og Magister Winther
opfattede hans Tale saaledes. Straks efter at
Thulesius havde taget Ordet, kom Klokker Hass
ind i Sakristiet, hvor de var, og fortalte Hr.
Cornisch, at Hr. Thulesius’s Tale var myntet
paa hans Prædiken; han syntes, han maatte
komme ud for at høre paa den.
Hr. Cornisch svarede: „Jeg gider ikke høre paa hans Tale! Jeg kaster Foragt derpaa!“
Men en Stund efter, da Klokkeren kom med ny Melding om, at nu maatte Kristian Bach ogsaa holde for, gik dog baade Hr. Cornisch og Magister Winther ud i Gangen ved Kapitelet, hvor de hørte Thulesius’s Slutningsord, som de – som sagt – opfattede som en Trusel om retslig Undersøgelse og Forfølgning.
– Hvorledes Gudstjenesten videre forløb, kan vi ikke se. Men selvfølgelig skulde de forargelige Optrin, som havde fundet Sted i Kirken, i den følgende Tid blive Gjenstand for megen Folkesnak. Alle og enhver, som havde været tilstede i Kirken, havde jo sagtens været Vidne til et eller andet Moment, og naar nu Fantasien blev taget med paa Raad om, hvad man ikke havde seet eller hørt, saa kunde man jo nok faa det, som var hændt, til at tage sig ud paa en Maade, som lidet stemte overens med Virkeligheden. Men herom senere.
Det hele Optrin var meget beklageligt, det er vist og sandt. Det ser alligevel ud til, at