timmerstolen, hvor han som tydeligst kunde sees. Her gav han sig med et til at kræmte saa høit og eftertrykkeligt, at Folk maatte blive opmerksom paa ham. Han lo derhos fult hen for sig. Han talte vel ikke til nogen; men alle, som saa ham, kunde forstaa, at det var noget hyggeligt og vakkert, han havde paa Hjerte.
Det var just i det samme, Hr. Cornisch henvendte sit første Spørgsmaal til Kristian Bach. Det var i den anden Troens Artikel. Kristian Bach var neppe meget opvakt; han hørte ialfald ikke til de Konfirmander, som Svarene randt af. Men Hr. Cornisch hjalp ham godt paa Glid, og han gjentog høit de Svar, han fik lirket af ham. Kun ved et indviklet Spørgsmaal, der angik Kristi Embeder, synes Kristian Bach at have staaet fast. Hvorom alting er: i Menighedens Øine har hans Vankundighed paa denne Dag langtfra været paafaldende. Kun Hr. Thulesius og hans Gaardsdreng fandt, at den var svar. Hvad den sidste angaar, kunde han senere hen ogsaa vidne, at Hr. Cornisch hukede sig ned til Kristian Bach og tilhviskede ham Svarene, som de derefter gjentog med høiere Stemme. Men det var dog gjerne saa med Hr. Thulesius’s Tjenere, at de gjorde sine Sager kun altfor godt, naar det gjaldt Vidnesbyrd for Retten.
Efterat Kristian Bach var bleven overhørt, gik Hr. Thulesius med raske Skridt tilbage til sine Konfirmationsbørn i Kapitelet. Til disse
