noget fra Biskopen; men jeg agter at gaa videre med min Klage“.
Klokkeren sagde vel først, at han gjerne skulde skrive paa; men han tog sig dog straks i det og sagde, at han helst vilde være udenfor.
„Det kan nok saa være det“, knurrede Thulesius og gik videre.
Nu er det at fortælle om Gudstjenesten, at Hr. Cornisch prædikede smukt og opbyggeligt om, at Guds Børn (eller Lærere) burde være som skinnende Lys i Guds Kirke. Skjønt det var tydeligt at se paa Hr. Thulesius, at han var ilter og misfornøiet, maa han dog have holdt sig i Ro under Prædikenen og været en opmerksom Tilhører.
Efter at have holdt en Tale i Kordøren begyndte Hr. Cornisch at overhøre Konfirmanderne. Nu kunde Hr. Thulesius ikke dy sig længere. Han kom ud fra Kapitelet, hvor han foreløbig havde anbragt sine Konfirmander, og henvendte sig til Magister Winther, der synes at have været en Skolemand, og et Par andre, som havde taget Plads i Opgangen til Prædikestolen. Han bad dem give nøie Agt paa, hvorledes der blev svaret af „den Dreng i grønne Klæder, som stod næst nederst af Hr. Cornisch’s Konfirmander“. Med faa Ord satte han dem ind i, hvor vankundig denne Dreng var. Da Hr. Cornisch nærmede sig det ulykkelige Offer, gik han hen og stillede sig ved Enden af Fruen-
