sagde han, at han til sin store Forundring saa, at Hr. Cornisch til Konfirmation havde antaget Kristian Bach, som han for ikke ret lang Tid siden havde bortvist for hans Vankundigheds Skyld. Han maatte da lade dem vide, at han ikke kunde lade saadant hengaa upaatalt; naar han kom frem paa Kirkegulvet med dem, vilde han lade dem og den hele Menighed høre, hvad saadant monne have paa sig.
Han maa have lettet sin Sjæls Trang ved at sige endda mere, og han maa have været morsom oven i Kjøbet; thi Konfirmationsbørnene var saa muntre og lattermilde inde i Kapitelet, at Hr. Thulesius selv maatte hysse paa dem.
Ved denne upassende Støi, som hørtes inde fra Kapitelet, blev Magister Winther opmerksom. Da han hørte, hvorledes Hr. Thulesius lagde an paa at chikanere Hr. Cornisch og Kristian Bach, fandt han sig beføiet til at gjøre Hr. Thulesius opmerksom paa, at han havde hørt Konfirmanden svare ret godt for sig. Han lod ogsaa Hr. Thulesius lige frem høre, at han burde tage sig vel i Vare for at beskjæmme Hr. Cornisch eller Konfirmanden.
Da Hr. Cornisch var færdig med Overhøringen, gik han ind i Kapitelet, hvor ogsaa Magister Winther straks efter indfandt sig. Hr. Thulesius drog imidlertid ind i Kirken med sin Konfirmationsungdom. Da denne var opstillet paa Kirkegulvet, tog han saalunde til Orde:
