komme et Haarsbred nærmere Maalet, aabnede han Underhandlinger; men de Fordringer, han opstillede, var saa ublue, at Svenskerne ikke paa nogen Vis vilde gaa ind paa dem. Alt, hvad Sten Sture vilde indlade sig paa, var, at der i Juli Maaned næste Aar skulde holdes et af de vanlige uendelige Fredsmøder, hvor man skulde se til at opnaa Enighed. Men hermed var Kongen ikke fornøiet. Han vilde gjerne sikre sig Sten Stures Person, paa hvilken Maade det saa maatte være. Han sendte Bud opover til Stockholm med Indbydelse til Sten Sture om at komme ombord paa et af Skibene til Samtale med ham. Til fuld Betryggelse for Hr. Sten lovede Kongen at sende nogle af sine første Mænd som Gisler til Stockholm. Sten Sture anede ingen Uraad, og da de danske Gisler var ankomne, vilde han begive sig til Kristiern. Men hans nærmeste lagde sig imellem og fik Sammenkomsten forhindret, da de fandt, at Kongen ikke var at stole paa. Denne satte op en Mine, som han ved denne Mistro var saaret i sit Inderste, og tilbød sig at gaa iland til en Sammenkomst med Hr. Sten, hvis ogsaa han vilde stille ham Gisler. Sten sendte ham da 6 fornemme Herrer som Gisler; blandt dem var Hemming Gad og Gustav Erikssøn Vasa. Men neppe havde Kongen faaet Gislerne ombord, før han lettede Anker og lagde længere nord i Skjærgaarden. Sammenkomsten blev der intet af; men en Uges Tid senere styrede han hjem til Danmark, førende Gislerne med sig.
Samtidig med at Kristiern II blev Danmarks og Norges Konge, besteg Kardinal Johan af Medici under Navnet Leo X Pavestolen. Blandt de Foretagender, han havde faaet i Arv efter sin Forgjænger Julius II, var Gjenopførelsen af St. Peters mere end 1000 Aar gamle nys afbrudte Basilika. Men i de pavelige Kasser fandtes ingen Penge, og en Synode bevilgede ham da Tiende af alle Kristenhedens Kirker. Men endda monede det ikke, og det blev derfor besluttet, at en almindelig Afladshandel skulde tilveiebringe, hvad der endnu fattedes. Til Norden sendtes som Afladskræmmer den pavelige Legat Johan Angelus Arcemboldus, der fik en meget vidtrækkende Myndighed. Blandt andet havde Paven givet ham i Opdrag at mægle i den Strid, som i Sverige var udbrudt mellem Rigsforstanderen og Erkebiskopen.
I sit Følge havde Arcemboldus en Mand, der skulde komme til at spille en meget fremtrædende Rolle i Nordens Historie. Det var Westfaleren Didrik Slaghæk, som skal have været en Slægtning af Mor Sigbrit. Skjønt Didrik var Søn af en Prest og en ugift Kvinde, var han dog ved pavelig Dispensation bleven optaget i den geistlige Stand og havde erhvervet Magister- eller Doctorgraden. I Norden lykkedes det ham snart ved den største Behændighed og List at hæve sig til Kirkens høieste Værdighed.
Hos Kong Kristiern II fandt Legaten den venligste Modtagelse, og han gjorde glimrende Forretninger med sine Afladsbreve. Efter Kongens mislykkede Tog til Sverige i 1517 havde Arcemboldus mæglet en kortere
