heller fulgte de Raad, hun gav ham, end de Raad, han fik af Rigets store og fornemme Herrer. Snart saa disse hende ogsaa rette direkte Angreb paa det Omraade, som de hidtil havde hævdet for sig selv. Allerede i 1512 eller før den Tid havde hun faaet sin Broder Herman Villumssøn anbragt som Høvedsmand over Bergenhus Slot og den dermed forbundne store Forlening. Senerehen blev hendes Indflydelse endnu mere merkbar. Da hendes Broder omkring 1514 begav sig tilbage til Holland, hvor vi i den følgende Tid finder ham som Kongens Handelsfaktor, fik hun Jyden Jørgen Hanssøn ansat som hans Eftermand, til Trods for at han ingen Adelsmand var. Hvem denne Ansættelse var mest imod, de adelige Herrer eller Tyskerne i Bergen, skal være usagt; men de sidste fandt i ethvert Fald, at han ikke var god at trækkes med.
Samtidig med at Keiser Maximilian havde ladet Herberstein drage til Kong Kristiern for at tale ham til Rette med Hensyn til Forholdet til Dyveke, havde ogsaa det nederlandske Hof sendt ham Gesandter i samme Erende; men disse havde faaet Instrux om enten med det Gode eller paa anden Maade at se til at faa Dyveke til at reise fra Kongen og ud af hans Riger og Lande, “og hvis hun ikke reiser“, heder det, “da skal man, ihvad det saa maatte koste, spille hende en grov Streg, og ikke hvile, før hun er borte.“
Dette lyder jo som en Undsigelse og snart skulde det ogsaa opfattes som en saadan. I Juni Maaned 1517 døde Dyveke under mistænkelige Forhold, og det velunderrettede Byrygte vidste ogsaa at berette, at hun strax før havde nydt nogle tidlig modne Kirsebær, som Befalingsmanden paa Kjøbenhavns Slot, Thorbjørn (eller Thorben) Oxe, havde sendt hende. Til Thorbens Karakter kjender vi for lidet til at kunne udtale nogen Dom om den. En Samtidig (Paul Eliassøn) siger om ham, at han “var et Menneske, besudlet med mange Laster og utaalelig for alle“ og at “han havde et grusomt og ugudeligt Hjerte“. Paul Vendekaabe er vel for løs, til at man skal tro ham paa hans blotte Ord. Alligevel stadfæster Domme og Aktstykker, at Thorben selv blandt den Tids Adelsmænd maa have været et Stykke af et Uhyre baade med Hensyn til Voldsomhed og hensynsløs Lidenskabelighed. I saa Henseende havde han godt at slægte paa. Oxerne var navngjetne for sin Balstyrighed blandt sine Jevnlige, og en Halvbroder af ham havde i sin Tid faaet Dom paa sig for at have forstyrret Thingfreden og skudt paa Dommeren.
I den første Tid efter Dyvekes Død synes Kristiern at have overgivet sig til sin voldsomme Smerte, og i denne hans Tilstand, der dog neppe har hindret ham fra at varetage sine Forretninger som Konge, har han vistnok været utilgjængelig for alt Folkesnak. Men sjælesyg, som han i sin inderste Grund maa have været, gik hans ubændige Aand i Rette med Gud, med sig selv, med Omverdenen, med den døde. Fra Tanken paa,
