Islændingerne til Trods for den Overenskomst som i 1490 var bleven sluttet mellem Kong Hans og Henrik VII af England. Fra Aaret 1507 af og udover er de Klagemaal, som fra dansk-norsk Side førtes, især meget høilydte. Efterat Hans Rantzau i 1510 eller 1511 var bleven ansat som Befalingsmand paa Øen, kom det endog til Fægtning med Englænderne, som havde befæstet sig her. Englænderne blev vel fordrevne, men Aaret efter kom de mandsterkere igjen, og da tog de blandt andet et af Kongens Skibe, hvorpaa en kongelig Sekretær befandt sig, og dræbte ham med en Del af Besætningen. Ogsaa forskjellige andre Streger af samme Art havde Kristiern ved sin Thronbestigelse at anke over; men da han havde at gjøre med den navngjetne Henrik VIII, kan man omtrent slutte sig til, hvorledes de danske Kæremaal her vilde blive optagne.
Medens Forhandlingerne endnu var i sin Begyndelse, havde Henrik saa meget at varetage i sin Krig med Frankrige, at han ikke engang kunde tænke paa at lade Naturen gaa over Optugtelsen. Ligeoverfor Kong Kristierns Sendebud var han derfor, saa utroligt det høres, Høfligheden selv, uden at man har nogen Grund til at tro, at den Fritagelse for Øresundstold, som stilledes de engelske Fartøier i Udsigt, som vilde besøge Helsingør eller Kjøbenhavn, har havt nogen formildende Indflydelse paa ham. Det var derfor foreløbig ingen Maade paa, hvor nær han tog sig af sine Undersaatters Tølperagtighed, slig som de opførte sig paa Island, eller af den Nærgaaenhed, som hans Kaperskippere udviste mod de kongelige danske Skibe. Det lod næsten til, at han ikke engang vilde se paa den Erstatning, som den danske Konge nedlagde Paastand paa, naar bare alle slige Smaatterier ikke maatte sætte ondt mellem dem. Det var, som han vilde gjøre den høfligste Undskyldning for, at han selv ikke kunde passe alt og være allevegne. Men da Kong Kristiern havde sat op sin Regning paa den Erstatning, han fordrede, og Henrik VIII i Mellemtiden havde knust Skoterne og sluttet en særdeles heldig Fred med Franskmændene, var han ikke til at kjende igjen. Nu var han Tværheden og Uvilligheden selv. Islændingerne og deres Embedsmænd havde ikke faaet anden Medfart end dem tilkom, mente han; Kongens Krav paa Erstatning var der ikke Spor af Mening i, og det var ikke frit for, at han blæste ad hele Øresundstolden. Det var næsten som en hel Naade af ham, at Traktaten af 1490 blev stadfæstet i Aaret 1515. Da var det, at Kristiern II indsatte Søren Norby som Høvedsmand paa Island, og kjender man ham ret, sørgede nok han for, at Islænderne fik saa lidet som muligt at klage over. Desværre tiltrængtes hans Tjeneste snart i sydligere Farvande, da Kristierns Krig med Sverige udbrød, og det varede derfor ikke synderlig længe, før Englænderne atter spillede Herrer paa Island.
Efterat Sigbrit og hendes Datter havde flyttet til Kjøbenhavn, merkede Rigsraadet til sin store Fortrydelse, at den digre gamle Hollænderenke Dag for Dag vandt større og større Indflydelse hos Kongen, og at han langt
O. A. Øverland. Norges Historie. IV.
