af de opstillede Fordringer afviste han derfor, andre forbigik han i Taushed eller besvarede han undvigende, atter andre henstillede han til det danske Rigsraads Afgjørelse. Med Hensyn til Titelen “Arving til Norges Rige“, som ikke blot Kristiern, men ogsaa hans Farbroder Hertug Fredrik brugte, svarede Kongen saaledes, at han vilde overlade det til Danmarks Rigsraad at afgive Kjendelse derom eller med andre Ord dømme mellem det norske Rigsraad paa Landets Vegne og Kongen. Denne Udvei var sagtens kløgtig nok; thi Foreningen mellem Danmark og Norge opretholdtes jo netop derved, at det sidste Riges Arving valgtes til Konge i det førstnævnte. Hvad Nordmændenes Krav paa Indfødsrettens Ukrænkelighed angik, saa var der neppe nogen, som for Alvor vilde bestride Rimeligheden af denne Fordring; men den var umulig at gjennemføre, da Strømmen fra Danmark havde taget en stedse mere og mere rivende Fart i de sidste Aartier. I det Svar, Kongens Kantsler afgav paa det norske Rigsraads Indlæg, heder det saaledes: “Om den Artikel, at forse Norges indfødte Ædlinger med Kronens Slotte og Len der i Riget, haver min Herres Naade overveiet, at Adelen udi Norge er fast uddøet, og vil hans Naade forse Kronens Len og Slotte i Norge med Norges og Danmarks Ædlinger og indfødte Mænd. Om at sætte Kronens Len og Slotte i Norge paa skjellig Afgift, vil hans Naade med Norges Riges Raads Raad gjør derpaa en venlig og skjellig Skikkelse“.
Endvidere heder det: “Om de Kirkens Len, Kronen haver „jus patronatus til, samtykker min Herres Naade, at forses med Norges og Danmarks indfødte Mænd“. Heller ikke skulde der i det norske Rigsraad optages andre end “Danmarks og Norges indfødte Mænd“, og med Hensyn til Afsættelsen af de ikke indfødte Fogder skulde “hans Naade tale med Raadet“ derom. Hvad Orknøerne og Hjaltlands Indløsning for den norske Krone angik, lovede Kongen baade foreløbig og i sin Haandfæstning at gjøre sit Bedste efter Overlæg med Rigsraadet og med Hjælp og Trøst af Norges Indbyggere.
Efter lange Forhandlinger blev saa Haandfæstningen vedtagen den 22de Juli 1513, hvorpaa den strax udfærdigedes i to Exemplarer, et for hvert Rigsraad. Ingen af de tidligere Haandfæstninger, hverken Kristiern I’s eller Hans’s, lægger saaledes som denne an paa at fastslaa Norges Afhængighed af Danmark og fremstille de to Riger som et Hele. Her et der ikke mere Tale om begge Rigers Jevnbyrdighed og Selvstændighed ved Siden af hinanden, men alt, hvad der endnu blot havde en Tanke af Norskhed eller indeholdt en Mulighed for Udvikling af de endnu existerende nationale Spirer, søgte man i Kraft af Haandfæstningen at faa skaffet ud af Tilværelsen.
Haandfæstningen stadfæster i det væsentlige alle de Privilegier, som Adelen og Geistligheden var i Besiddelse af, hvorhos den indrømmer disse Stænder flere nye Forrettigheder. Kongemagten blev dog ikke i nogen væsentlig Grad
