der fulgte paa, ved ingen; men Sigbrit, som forresten skal have været af god hollandsk Familie, solgte for at faa tilfredsstillet sit eget Magtbegjær sin uskyldige Datter til Kongen. Det fortjener at bemerkes, at man end ikke i hine Sladderens og Bagvaskelsens Dage har havt det ringeste at lægge Dyveke til Last uden i det høieste hendes Kjærlighed til Kongen.
Efterat Kristiern fra Bergen var kommen tilbage til Oslo, lod han om ikke ret lang Tid Dyveke og hendes Moder hente til sig. Han opførte paa den anden Side af Bjørviken ligeoverfor Slottet en grundmuret Bygning for dem; sandsynligvis har dette Dyvekes Hus ligget ved det nuværende Kongshavn, hvor en Kilde paa denne Tid synes at have staaet i Ry for Hellighed. Men ogsaa i Akershus’s umiddelbare Nærhed blev der anvist Dyveke og hendes Moder en nyopført og prægtig indredet Bolig.
Ogsaa for Erik Valkendorf blev det Forhold, som gjennem ham var kommen istand mellem Dyveke og Kongen, af væsentlig Betydning for hans hele Liv. Da Erkebiskop Gaute den 12te Juli 1510 var afgaaet ved Døden, valgte Domkapitelet til hans Efterfølger Magister Johannes Krabbe. Denne begav sig til Rom for at faa sit Valg godkjendt af Paven. Men nu havde Kurien forbeholdt sig efter Gautes Død at besætte Throndhjems Erkestol ved Provision, og da saavel Hans som Kristiern paa det varmeste anbefalede Erik Valkendorf som den, der i det urolige og troløse Norge var det høveligste Erkebiskopsemne, lod Paven, Julius II, disse Hensyn være de bestemmende. Hvorvidt Kristiern ved denne Ophøielse har villet lønne ham for den Andel, han havde havt i Istandbringelsen af Forholdet til Dyveke, skal være usagt. Men sikkert er det, at Sigbrit fik ham styrtet, da han, som vi senere skal se, søgte at faa Dyveke fjernet fra hendes kongelige Elsker.
Som ovenfor nævnt var der i Juli Maaned 1507 istandbragt en Fred mellem Kong Hans og Lübeckerne. Denne Fred, der var sluttet i Nykjøbing, var temmelig ydmygende for Lübeck, der pralede af at være Østersøens Dronning. Den havde nemlig maattet gaa ind paa, at dens Skibe ved Møde med danske Krigsfartøier skulde stryge Seil, fremvise sine Papirer og lade sig undersøge, samt at den ganske skulde give Afkald paa enhver Forbindelse med Sverige, saa længe Krigen stod paa. Men fra
