hængte ned. Der var kun en Ting, som hævede hendes Skikkelse, et Par spillende Øine, der vidnede om Kløgt og indre Liv. Ved nærmere Betragtning havde han maaske fundet mere i dette Ansigt; men hans Opmerksomhed blev hendraget til den, som stod ved hendes Side. Det var en ung Pige af vidunderlig Skjønhed, velvoxen, rank og smækker som et Rør, med fine Ansigtstræk og et blidt Udtryk; hun var bly og sagtfærdig, og hendes hele Væsen havde noget overordentlig yndefuldt. Kantsleren gav sig i Tale med den ældre og erfarede af hende, at hun var Hollænderinde og Enke og hed Sigbrit, at hun i sit Hjem havde levet i smaa Kaar og, da Dyrtid indfaldt i Holland, var draget til Bergen i Haab om her bedre at finde sit Udkomme ved Smaahandel. Pigen, som stod hos, var hendes Datter og hed Dyveke (d. e. den lille Due). Af andre, som Kantsleren siden spurgte, hørte han, at Moder og Datter ansaas for at være fattige, men skikkelige og anstændige Folk, og at navnlig Datteren havde et uanfægtet Rygte for Ærbarhed og Sædelighed“.
Ganske kort Tid før St. Hans maa den unge Konge være kommen efter til Bergen, hvor han den nævnte Dag udstedte en Forordning, Byen vedkommende. De Privilegier, han ved denne Anledning gav Byens Borgere, tilsigtede intet mindre end at give de hanseatiske Kjøbmænd et føleligt Knæk. Egentlig var disse Rettigheder kun en Fornyelse af ældre Bestemmelser om Smaahandelen, som aldrig havde været afskaffede, men som dog ved den Praxis, de tyske Kjøbmænd havde bragt i Anvendelse, var satte ud af Kraft. Det blev nemlig bestemt, at al Handel med Bønder og udenbys Folk skulde foregaa paa Byens Torv, hvor Byens egne Borgere først skulde have Ret til at kjøbe, hvad de lystede. Paa Bryggen maatte ingen Handel med Kram eller Sild drives, og naar skotske eller engelske Skibe kom til Bergen, skulde i de første 14 Dage efter deres Komme deres Handel være indskrænket til Byens Borgere alene; først efter Udløbet af denne Tid skulde Bryggens Kjøbmænd have Ret til at deltage i Kjøbet.
Erik Valkendorf talte nu til den unge Konge om det Bekjendtskab, han nys før havde gjort med Sigbrit og hendes Dyveke, og navnlig var han rent overstrømmende i de Lovtaler, han gav til bedste om den sidstes Skjønhed og Ynde Saa vel belagde den fine Kjender sine Ord, at den unge hedblodige Konge blev nyfigen efter at lære den yppige hollandske Skjønhed at kjende. En Anledning hertil frembød sig temmelig snart. En Dag havde Byens Borgerskab indbudt Kongen til en Danselystighed paa Raadhuset paa Breidealmenningen, og efter et af Kongen givet Vink kom Sigbrit med sin Datter ogsaa derhen. Saasnart Kongen saa hende, maatte han strax give sin Kantsler Ret i, at hun var den skjønneste af alle de skjønne, han havde set, og han tog hende op til den anden Dans. Fra dette Øieblik af havde han hverken Tanke eller Sands for andre end Dyveke, og hun paa sin Side blev ogsaa aldeles indtagen i den unge Konge, indsmigrende, som han kunde være. Hvad
