Hans’s Dronning Kristina. Allerede den 10de Oktober 1501 var Stockholms By ved Borgernes Forræderi falden i Sten Stures Hænder. Men først ud paa Vaaren, da alle Forraad var opbrugte og der af Slottets 1000 Mand sterke Besætning kun var 10 vaabenføre Mænd tilbage — de øvrige havde dels Pest, dels Vaaben, dels Mangel paa fornøden Forpleining bortrevet eller gjort kampudygtige — opgav Dronningen Slottet mod selv med Følge at faa fri Reise til Danmark. Men Sten Sture brød denne Overenskomst til liden Baade for sit Eftermæle, og holdt Dronningen i 11⁄2 Aar tilbage i haardt Fangenskab, dels i Stockholm, dels i Vadstena. Kun tre Dage efter Kapitulationen kom Kong Hans med sin Flaade til Stockholm. Men for sent var for sent. Kong Hans saa snart alle sine Planer krydsede, ved at Dronningen holdtes tilbage. Hertil kom, at der i hans egen Hær spilledes under Dække med Fienden, saaledes endog af Kongens nærmeste Anfører Rigsraaden Povel Laxmand, en af Danmarks mægtigste Mænd paa sin Tid. Dette havde da til Følge, at han strax efter Hjemkomsten fra Toget til Kjøbenhavn den 22de Juni 1502 blev dræbt af tvende Adelsmænd Ebbe Strangessøn og Bjørn Anderssøn, just som han havde været oppe paa Slottet hos Kongen. Drabsmændene blev ikke blot ikke straffede, men Kongen forfremmede endog den første af dem til Rigsraad. Lidt senere reiste Kongen Sag mod den dræbte for Landsforræderi, og hans Gods blev inddraget under Kronen, da hans Arvinger ikke magtede at bevise hans Uskyldighed. Først under Fredrik I fik Familien en Del af hans Godser tilbage.
Allerede før Kong Hans’s Undsætningstog til Sverige foregik, var Knut Alvssøn atter paa færde. Ved Nytaarstid 1502 havde hans Svoger Erik Erikssøn Gyldenstjerne, der var Høvedsmand paa Elfsborgs Fæstning og som hidtil havde vippet mellem Partierne, omsider sluttet sig til Oprørerne og sendt Kong Hans et Opsigelsesbrev. Herved havde Knut Alvssøn faaet et fast Støttepunkt, hvorfra han kunde true Viken og Baahus. Allerede i Februar Maaned havde Hr. Knut med en stor Hær gjort Indfald i det søndenfjeldske Norge, hvor han i sin Frænde Nils Ragvaldssøn paa Aaby, en Dattersøn af Hr. Erik Sæmundssøn, og i dennes dygtige Hustru Ottilia Ottesdatter Rømer, en Søster af den senere hen saa navnkundige Fru Inger til Østraat, fandt en mægtig Støtte, idet Nils allerede ved Opstandens Begyndelse havde sat sig i Besiddelse af Fæstningen Olufsborg ved Bullaren i det nordlige Viken. Hr. Knuts Hær bestod for den største Del af Almue, som var udbudt fra de svenske Grænselandskaber; navnlig havde Vestergøtlands Befalingsmand, den tapre og ridderlige Aake Hanssøn af Familien Natt och Dag, tilført ham en betydelig Forsterkning. De norske Høvedsmænd, Mattis Olssøn paa Tunsberghus, Peder Gris paa Akershus og Henrik Krumedike paa Baahus, til hvem Knut Knutssøn Baat, en Frænde, men tillige Fiende af Knut Alvssøn, søgte vel at samle Krigsfolk for at modtage den fremrykkende Opstandshær, men havde ikke synderligt Held med sig; navnlig var Henrik
