fra hans fornemste Forlening Akershus Slot, som blev overdraget til den tidligere Lensherre i Tunsberg en dansk Adelsmand ved Navn Peder Gris. Som man let kan tænke sig, blev Hr. Knut saare harm over alt dette, og for at hevne sig paa Hr. Henrik, som han ansaa for Ophavsmanden til alle de Gjenvordigheder, han havde faaet at gjennemgaa, søgte han gjennem Agenter at opvigle Almuen i hans Len. Men da Hr. Henrik optraadte med Besindighed, havde han lidet igjen for sin Umag. Det blev snart Hr. Knut for trangt i Norge, og han besluttede sig til at drage til Sverige, hvor han turde haabe at finde en lettere Adgang til at gjennemføre sine Hevnplaner baade mod Kongen og mod sine personlige Uvenner inden Landet.
Paa det Møde, som den 1ste August 1501 blev afholdt i Vadstena, og hvor de svenske Ledere kom overens om at reise Oprørsfanen mod Kong Hans, var Knut Alvssøn tilstede. Han fik her Stormændenes Tilsagn om at forlenes med et svensk Slot med Tilliggelser, og han optraadte ganske som en helblods svensk Magnat. Saaledes fulgte han Sten Sture paa dennes Færd op til Dalarne for at ophidse Almuen, og da Sten Sture begav sig tilbage, blev Hr. Knut igjen i Grænselandskaberne for at samle Tropper, hvormed han agtede at gjøre Indfald i Norge. Hans Harme blev ganske vist ikke formindsket ved, at han bragte i Erfaring, at Kongen paa sin Tilbagereise fra Stockholm ikke havde forglemt ham, men givet Besaling til at beslaglægge hans vidtstrakte Godser i Landets forskjellige Dele.
Fra Lederne for Opstanden i Sverige var der allerede ved Reisningens Begyndelse til det norske Rigsraad afsendt Breve, som gik ud paa at drage det over paa Oprørernes Side. Knut selv havde gjort alt muligt for ved sin Indflydelse paa Vestlandet, hvor han havde saa store Besiddelser, at vække en Bondeopstand til Støtte for den svenske Sag, ligesom han ogsaa søgte at drage de tyske Kjøbmænd i Bergen over paa sit Parti. At hans Opraab ialfald til en vis Grad har været fulgt paa disse Kanter, er sikkert nok. Ved et Angreb paa Kongsgaarden, som Knut Alvssøns Folk foretog i Forening med de lübeckske Kjøbmænd i Bergen, blev Kongsmændene fordrevne og maatte lade den indsamlede Skat og et Skib i Stikken. Men dette Held formaaede dog ikke at øve nogen Indflydelse paa selve Hovedbegivenhedernes Gang; thi da Knut Alvssøn om Høsten 1501 gjorde Indfald i Norge, blev han saaledes modtagen af de kongelige Høvedsmænd Henrik Krumedike, Peder Gris og Mattis Olssøn, hvilken sidste havde Tunsberghus i Forlening, at han med Skam maatte trække sig tilbage til Sverige. Men det var let at forudse, at Knut, halsstarrig som han var, vilde komme frygteligere igjen, saasnart han saa sig Raad dertil.
I Sverige var imidlertid Oprørskrigen bleven ført med Kraft mod Kongens Tilhængere og de Slotte, disse havde inde, og det ene efter det andet havde maattet overgive sig til Fienden. Tilsidst stod blot Kalmar og Borgholm tilbage. Stockholms Slot forsvaredes med megen Kjækhed af Kong
