hans Riger paa samme Vis som tidligere. Paa nogen Erstatning fra Kongens Side for den Skade, som var Stæderne tilføiet ved Junker Jakobs Kaperier, var der ikke at tænke. Da Kongen ogsaa i de følgende Aar vidste Udveie til at holde Spørgsmaalet svævende, maatte Stæderne beslutte sig til at lade Bergensfarerne afgaa i Flok og Følge. Thi Søen foruroligedes nu ikke blot af Junker Jakobs Kapere og Olaf Nilssøns Eftermaalsmænd, men tillige af Ivar Axelssøn paa Gotland. Denne sidstes Optræden medvirkede nu ogsaa til, at Stæderne nærmede sig Sten Sture og Svenskerne. Først efterat de tyske Kjøbmænd i samfulde otte Aar havde faaet øve sig i Taalmodighed, blev Privilegierne stadfæstede under 15de Juli 1489. Men i Henhold til Haandfæstningens Bestemmelser var der nu ikke længere Tale om at udelukke de øvrige handlende Nationer. Skjønt der i det samme Aar overgik Bergen en Ildsvaade, der lagde den hele Strandside i Aske, hvorved de her bosatte norske Smaahandlere maa være blevne satte tilbage, var der dog indtraadt et Vendepunkt for den hanseatiske Handel saavel i Bergen som i Norden overhovedet. Paa samme Tid som de tyske Kjøbmænds Privilegier stadfæstedes, havde Kongen aabnet Underhandlinger med England, med hvis Konge, Henrik VII der den 20de Januar 1490 sluttedes Fred. Ikke nok med, at der fra begge Sider med Kraft og Alvor arbeidedes paa at faa de tidligere Kaperier afskaffede, hvorved bl. a. Didrik Pining og Pothorst blev satte udenfor Loven og efter Sagnet maatte lide en voldsom Død, blev der tilstaaet de engelske Kjøbmænd udstrakte Rettigheder bredved de mest begunstigede Kjøbmænd i de danske og norske Stæder. Paa de vigtigste Handelspladser i begge Riger fik de anlægge Faktorier, og i Bergen blev det dem indrømmet at have deres egne Oldermænd. De hollandske Stæder, som i Kristiern I’s Tid var blevne saa tilsidesatte til Fordel for de vendiske Handelsbyer, fik nu (1490) lige Handelsfriheder med disse baade i Danmark og Norge, især i Bergen, og da de tyske Handelsmænd her søgte at lægge sine Rivaler Vanskeligheder i Veien, stadfæstede Kong Hans i Julen 1498 i de bestemteste og mest omfattende Udtryk de Rettigheder, som var tilstaaede Kjøbmændene af Amsterdam. Ved Kriftiern II’s Handelspolitik skulde de sidste snart høste endda større Fordele end den frie Konkurrance havde været istand til at yde dem.
Medens Norge udadtil ikke havde det roligste Udseende, dels ved Handelsmagternes Rivaliseren, dels ved det vilde Liv, Landets Kyster maa have frembudt, maa der ogsaa i Riget selv have hersket en voldsom Gjæring til sine Tider. Hvad Grunden til denne har været, kan i de fleste Tilfælde ikke med Bestemthed siges. Men man tager neppe meget feil ved at henføre samtlige til de Brud paa Haandfæstningen, som Kong Hans troede at kunne tillade sig. Til Trods for, at Kong Hans udtrykkelig havde lovet, at han skulde styre hvert af sine Riger med gode indfødte Mænd, og at intet norsk Len eller Slot skulde bortgives uden med Rigsraadets Raad og Samtykke, gjorde han sig dog ingen Skrupler af at indsætte Udlændinger i alle mere ind-
