det udtrykkelig udtales – splittergal, da han afleverede sin Forskrivning.
– Noget senere fandt Ludvig Holberg en lignende Forskrivelse, hvorom han i sin 92de Epistel selv beretter:
„Jeg haver udi min Ungdom engang fundet en Forskrivelse, hvorudi en ung Person havde forbundet sig til Fanden og derfor stipuleret sig aarligen en Tønde Guld. Jeg overleverede Forskrivelsen til hans Privato Præceptori, hvilken rev den i Stykker, og bad mig tie dermed, sigende, at han i Enrum vilde straffe ham derfor. Man kan heraf indbilde sig, at Fanden da ikke var par Cassa for at udrede saadan Sum, og derfor ikke havde villet denne Gang modtage Obligationen.“
– Fra Aaret 1721 har man Beretningen om en Bremerholms Fange Hans Jørgen Forthammer, tidligere Soldat og Katholik, som med sit eget Blod forskrev sig til Fanden, imod at han skulde komme ud af Slaveriet og leve i Herlighed og Glæde i 18 Aar. Der blev i denne Anledning indhentet Betænkninger af det kjøbenhavnske Presteskab, af det theologiske Fakultet og af nogle Biskoper. Fakultetet voterede for, at Misdæderen – “saasom han tilforn haver været papistisk og ikke vidst, hvor stor Synd det var at bespotte Gud“ – kunde „med god Samvittighed paa Livet pardonneres“; derimod burde han „staa aabenbare Skrifte, nogle Dage efter hverandre piskes paa Bremerholm og med strengere Arbeid plages.“
Den bekjendte fritalende Stiftsprovst Morten Reenberg ytrede bl. a.:
„Merkeligt er det, at alle deslige Delinqventer, som paa kort Tid er opvaagnede, har alle været sig
