Faustsagnets Historie i Norden eller – for at
bruge et mere almenkjendt Udtryk – Beretningerne
om den sorte Skole eller Nedgangsskolen i Wittenberg
er endnu ikke skrevet. Men det er ingen Tvil om,
at de har spillet en betydelig Rolle i vore Hexeprocesser.
Men Faustsagnet har ogsaa Udløbere, der gaar langt længere ned i Tiden og kræver Ofre af Menneskeliv, mange Aarti efter at de sidste Hexebaal i Norden er slukkede.
I Slutningen af det 17de Aarhundrede udkom der nemlig et nyt Skrift, tilhørende den samme Genre, og dette Skrift gav Stødet til en hel Forskrivelsesepidemi, navnlig blandt de militære.
I Aaret 1679 var Ludvig XIV’s berømte Marskalk, Hertugen af Luxemburg, stillet for Retten, anklaget for at have indgaaet Forbund med den onde, og ihvorvel han blev frikjendt af Chambre ardente, blev det Ord, som nu engang var sat ud, heftende ved ham, og baade medens han levede og efterat han var død (1695) udkom der Beretninger om hans intime Forhold til Satan. Navnlig var det Tyskerne, som havde faaet hans Grumhed at kjende, som paa denne Maade lagde sine Følelser overfor ham for Dagen.
Ogsaa paa de nordiske Sprog overførtes denne nye Redaktion af Faustbogen, og det skulde da heller ikke vare længe, før dens Virkning skulde gjøre sig gjældende paa en meget iøinefaldende Maade.
Fra Kjøbenhavn beretter saaledes „Extraordinære maanedlige Relationer“ f. 1690 om en tysk Korporal af det kurlandske Regiment, som forskriver sig til den onde Aand med sit eget Blod og tilsiger ham de Børn, som han maatte blive Fader til. Fyren var – som
