ham helt til hans Død, opfylde alle hans Ønsker, opholde sig i hans Hus og antage den Skikkelse, Faust ønskede, hver Gang han krævede, at han skulde aabenbare sig. Faust skulde paa sin Side afsværge den kristne Tro og hade alle, som bekjendte sig til den, samt give Djævelen sin Forskrivelse udfærdiget med hans eget Blod. Den gamle Folkebog indeholder derefter en Mængde Træk fra det overnaturliges Sfære, om Fausts Reiser til Himmel og Helvede, om hans Kjærlighedsforstaaelser m. v. Omsider oprandt da den Dag, da Faust ifølge Kontrakten skulde være Djævelen hjemfalden. Han indsatte da sin Famulus Wagner til sin Arving, og om Aftenen begav han sig med nogle fortrolige Venner ud til den lille By Rimlich, der ligger i Nærheden af Wittenberg. Her bevertede han dem vel og bad dem blive Natten over. Men ved Midnatstider opstod der over Huset en heftig Hvirvelvind, og om Morgenen, da man kom ind paa Fausts Kammer, sandt man ham frygtelig lemlæstet og badet i sit Blod.
I og for sig har denne Faustbog, som den kaldes, et moralsk Formaal. Den gaar ud paa at vise, hvilken frygtelig Ende Sortekunstneren faar, og at et sanseligt Liv som det, Dr. Faustus fører, ene og alene kan lede til timelig og evig Fordærvelse. Men den gode Hensigt opnaaedes ikke. Tvertom, Bogen kom netop til at spille en Rolle i den overtroiske Samtid som en Haandbog i Djævletilbedelse.
Allerede 1588 blev den omtalte Faustbog oversat paa Dansk; men Oversætteren udelod i denne Udgave Besværgelsesformularerne, „paa det ingen skal bevæges af denne Historie til saadan unyttige og fordærvelige Opsæt at efterfølge“.
